Nanna i Brasilien : september 2014

Så er det blevet til til at fortælle lidt om min fantastiske første måned her i Brasilien.

Tiden er fløjet af sted – de er ikke bare gået hurtigt, de er gået vildt hurtigt. . At det nu er en måned siden jeg tog afsked med Frederik, mine forældre, familien og alle de andre er ikke til at forstå . Aldrig er 30 dage gået så hurtigt.

Ja i Brasilien nyder man livet, og dagen flyver af sted. Aldrig før har jeg oplevet så meget på så kort tid. Det vælter ind med nye indtryk, sprog, smil, oplevelser, knus, kram, kindkys , god stemning ,musik, venskaber, endorfiner, hjælpsomhed, hjertevarme og kærlighed i ubeskrivelig store mængder. Brasilianerne i Jose Bonifacio har et glimt i øjet og lader sig ikke skræmme af en dansker. Der bliver ikke sparet på knuseren, kindkyssene, interessen, og de dejlige smil. Jeg allerede nu sige at jeg er endt det rigtige sted . Hvis du er til knus, kram og hjælpsomhed så hedder et Brasilien.

Tirsdag formiddag d. 26 august gik turen, efter tre dages ”rejsesyge”, til Kastrup. Rejsen herover kan kun beskrives med ET ord –forfærdelig. Aldrig har jeg været så dårlig. Det 12 timer i flyveren+ 11 timer i den meste kedelige og intetsigende lufthavnsterminal i Sao Paulo, gjorde det heller ikke nemmere -tvært imod.

Min kuffert inden afgang- 23kg

Jeg kæmpede mig igennem rejsen, og blev sat på prøve inden det hele rigtig startede. Jeg nåede med hjælp fra mine rejseguider, sympatiske rejse kammerater og min ,i dette tilfælde alt afgørende, tålmodighed til Sao Jose do Rio Preto( Sao Jose do Rio Preto er den største by in mit Rotary distrikt (4480) , hjemby for ca. 500.000).

Efter en time ind i landet var jeg endelig fremme.

Jeg steg ud af flyvemaskinen og blev med det samme mødt af en varme der susede gennem kroppen. Det fantastiske der altid sker når man træder ud fra flyveren til sydens varme. Men denne gang var det ikke bare fantastisk men helt magisk .

Jeg blev samlet op af min Counselor i lufthavnen . Det var lidt hektisk og uventet. Men hvad jeg ikke vidste var at der i et shopping center 5minutters kørsel væk, ventede mig den mest varme velkomst, men knus , smil og alt hvad der hører til.

Der var fra første møde kemi og jeg tør godt allerede nu sige, at jeg er landet det bedste sted i hele Brasilien;)

Jeg fik hurtigt forklaret at jeg ikke var tilpas, så de ikke undrede sig over min opførsel. Det blev til et par nødstop i vejkanten på vejen til Jose Bonifacio. Ned på knæ i græsset , da jeg ingen ting kunne holde i mig og alt hvad jeg spiste eller drak kom samme vej op igen.

Ja, ikke en ”drømme” situation. Men jeg holde humøret i top og nød min families selskab og den gode stemning fra første aften.

De tog mig samme aften med til apoteket hvor jeg fik noget mod maven. Jeg er nu frisk igen efter mavepine, læber dækket af forkølelses sår og stor hævelse i foden. Nu er jeg helt på toppen, og har sjældent følt mig så godt tilpas

Første aften var det hurtigt på hovedet i seng efter god forplejning, medicin og godnat kram.

Jeg fik HELDIGVIS lov til at sove længe torsdag morgnen/formiddag, og fik ladt godt op i energidepoterne til første ”dag” i Brasilien.

Første dag stod på indkøb. Ana og jeg samlede Guliherme op på vejen , og gjorde os selskab på turen i supermarked. Guliherme var i Danmark sidste år og taler flydende dansk/københavnsk;)

Så blev de ellers handlet ind til alles behov og super hyggeligt. Havregryn, kartofler og skummemælk fik vi også med hjem.

Fredag tog vi til Sao Jose do Rio Preto på shopping i et af de mange Malls, der blev købt sko, kigge tøj, snakket og grinet en hel del. Tøjstilen her i Brasilien er stik modsat hvad jeg er vant til- der skal helst være blonder, farver, og blomster på ALT. Altså fuldstændig modsat alt det tøj jeg har pakket…..

Vi har fået MEGET sjov ud af mit lidt kedelige udvalg af tøj og mangel af sko (sko, ikke sneakers) . ”Nanna, hvad havde du tænkt på , du er i Brasilien” . Og, ja de har ret- det går ikke.

Jeg har heldigvis et par garvede tøjeksperter ved min side og de er begge helt enige om at jeg er endt hos den rigtige familie. Her er tøj en hel hobby. Jeg har aldrig i mit liv set så mange farverige kjoler, nededele , bluser og ikke mindst sandaler, ballerinaer og højhælede i forskellige design og farver.

Ja, hvem ved måske vender jeg hjem som brasiliansk modeekspert…….

Efter shoppe-hygge og et kompliceret, men vellykket, forsøg på af finde ballerinas i str. 42, var det tid til mit første restaurant besøg i Brasilien. Casa de Cupim, et hyggeligt og afslappet spisested i Rio Preto . Cupin er en slags kødstrimler , der her blev serveret i en tagsten. Et Rigtig lækkert måltid og en god, behagelig og afslappet stemning- det kunne ikke have været bedre!

Carol, Nanna, Lucas og Carol

Gueijo / ost

Lørdag var mit første Rotary møde/ middag. Jeg skulle ,som man meget ofte gør her, dresses lidt op.. Håret blev sat , gallakjolen kom på, og blazer kom i brug for først gang siden rejsen.

Ja, fint skulle det være da guvernøren for distrikt 4480 også deltog. Han kommer dog for Jose Bonifacio og han havde været forbi formiddagen forinden hvor vi fik sludret lidt . Efterfølgende har jeg været med ham og has kone på besøg i andre Rotary klubber. Det er super rare og nyder at være med dem på tur . Jeg får snakket med en hel del rotarianere og unge på min egen alder. De er et stor hit bland alle udvekslingsstudenterne . De er lidt som bedsteforældre der rigtig kræser om en med gaver, kram og godt humør.

Efter dengang tre dage i Brasilien var det begrænset hvad jeg kunne sige. Så jeg smilte en tand ekstra og gjorde et forsøg på at fremstamme et eller andet nogenlunde forståeligt til alle de herlige rotarianere. En god blanding af fagter og nye ord . Jeg tror det lykkedes, da der kom bunker af smil og kram tilbage.

Maria fra min klasse. Maris Rosa og to andre interactere.

Trods mit nybegynder brasiliansk, nød jeg aftenen .Der blev sunget nationalsang, Rotary sang og sagt en masse jeg slet ikke forstod . Efter alt det talen og klappen blev der tid til at tage billeder og snakke med rotarianerne og mine jævnaldrende. Maria/Madu –min klassekammerat og Project director for Interact. Interact er velgørenhedsarbejde for 12-18 årige under Rotary”. Hun hjælper mig med alt og er super sød. Maria Rosa- præsident for Interact. Hun er ligesom den anden Maria virkelig rar. De tager begge på udveksling næste år.

Middagen tog sin ende, men aftenen var stadig ung og jeg var så heldig at blive inviteret med til en af Carols veninders fødselsdags fest, . Carol er den storesøster jeg altid har drømt om . Hun kan hjælpe mig med alt og har intet imod at jeg hænger på når hun går ud. Jeg bliver inviteret med til det ene og det andet. og nyder det!

Der var en super hyggelig aften og følte mig velkommen mellem Carols venner. De var meget interesserede og havde intet i mod at jeg deltog. Vi fik både sunget fødselsdags sang på dansk, tysk og selvfølgelig portugisisk, snakket , grinet, lært forskellige håndtegn og meget meget mere. En super hyggelig aften i godt selvskab, tropisk klima , på en stor tagterrasse og med udsigt over hele byen. Den første måned har været fuld af fester, sammenkomster og hyggestunder, hvor jeg har været med.

Søndag sov vi længe og tog om eftermiddagen på landet til Vo( bedstefar). Der har jeg været tre gange nu. Det er et lille idyllisk og meget primitivt sted ude i ingen ting. Huset er omringet af alverdens frugttræer, sukkerrør og eksotiske blomster. Jeg synes rigtigt godt om det. Der er ro til at slappe af , nyde stilheden og få et afbræk fra bylivet.

Ja, Brasilien har det hele. Det ene øjeblik slapper du af mellem grisene ude på landet og senere samme dag er du inviteret til den mest overdådige fest, med fine kjoler og høj musik. Jeg var i forrige weekend inviteret med til den vildeste attenårs fødselsdag. Jeg har aldrig et noget lignende. Der var pyntet op med de flotteste dekorationer, et væld af kager og blomster. Der var ikke svaret på noget, hverken mad, musik, , dans pynt eller godt humør.

Ja Brasilien byder på lidt af hvert. Og jeg nyder hver oplevelse på hver sin måde og sætter pris på forskelligheden.

Kokosnødder

Bananpalme

Små bitte mangos, der til december har vokset sig store.

Mango træ

Frugt der bliver brugt til madlavning. Bruges også som ansigtsmaling af indianerstammer.

Køkkenhave

Bomuldsplante

Så blev det mandag , og skolestart. Jeg var forinden godt klar over at skolen ville være anderledes. Jeg Det er nu tre uger siden og jeg begynder at synes bedre om det, kan deltage i flere samtaler og er har allerede et god forhold til mange af dem.

Man møder ind kl. 7 . Hver dag slutter kl. Halv et . Middagsmad spiser man først når man er hjemme igen. Det består typisk af ris, bønner, salat og kød, fisk eller kylling. Jeg er begyndt at vende mig til dem varme mad midt på dagen og synes egentlig det er meget dejligt.

Undervisningen er nok der forskellen er størst. Timerne kan minde lidt om vores skole undervisning tilbage i halvtredseren, hvor læren fører ordet og alt foregår på tavlen. Altså stik modsat hvad jeg er vant til derhjemme. Derudover forstår jeg ingen ting i timerne. Lærerne taler meget hurtigt, så sætninger og ord smelter sammen til en stor uforståelig køre. Det samme gælder i store forsamlinger eller samtaler på tværs af klasser, hvor der ikke bliver taget hensyn til nye Nanna, der ikke kan følge med .

Så sproget er helt klart den største udfordring og fylder meget. Nu har jeg i te uger arbejdet mig igennem hver eneste sætning. Brugt energi på at forstå hvad der bliver sagt til mig og for alt lære sproget. Det kræver energi, men er helt klart det hele værd.

Jeg er ellevild efter at lære portugisisk og har sat sig for at gøre mit aller bedste. Men vejen er lang og meget svær. Der har været dage og situationer hvor det har fyldt mig til randen . Men jeg har formået at holde modet oppe . Jeg nægter som udgangspunkt at snakke engelsk til nogen og fortrækker at alt foregår på portugisisk. De fleste regerer meget positivt og hjælper mig igennem. Sætninger og spørgsmål bliver gentaget flere gange, og jeg går fra at forstå ord eller enkelte dele af sætningen til at få alt med.

Det er hårdt arbejde men vil i sidst ende være det hele værd.

Der er tage hvor jeg føler at jeg ingen veje kommer og ikke rykker mig det mindste. Men når jeg tænker tilbage på min første dag her i Brasilien og mit dengang ikke eksisterende portugisisk er der sket en hel del . Jeg kan nu forstå, som dagene går, forstå mere og mere . Jeg forstår hele sætninger og kan nemt holde en samtale kørende. Det er måske ikke grammatisk korrekt og kan foregå lidt træt men jeg taler på portugisisk og det bliver bedrede dag for dag.

Jeg mødte i weekenden de andre udvekslingsstudenter fra mit distrikt . Niveauet af portugisisk er meget forskelligt – nogle taler virkeligt godt portugisisk . I stedet for at irriter mig over det en lille smule bedre de var end mig, har jeg vendt det til noget positivt . Flere har allerede været her i en til to måneder og nogle lærer hurtigere en andre. Jeg ved nu, og kan høre på de andre at det er muligt at blive endnu bedre. Det er da fedt at vide at det kan lade sig gøre, så længe man holder udviklingen i gang. Der er forskelligt fra person til person hvor hurtigt det vil gå. Men en ting er sikkert, vi kan alle opnå det så længe vi selv er villig til at arbejde for det .

Målet er at lære portugisisk . Det er godt at have et langsigtet mål, men at leve i og nyde vejen dertil i nuet. Så er kunsten selvfølgelig at holde kursen og bevare troen

Hvor der er vilje er der vej og den bedste drivkraft er helt sikkert de mange komplimenter jeg får for mit portugisisk. Det er svært selv at fornemme hvordan det går og om jeg holder kursen. Derfor sætter jeg stor pris på det, og er glad for den ros jeg får. Der er rart at vide at jeg er på rette vej .

Der er krævende at være udvekslingsstundet og er ikke et års ferie, men det kan godt gå hen om minde lid om det . Som jeg skrev har jeg aldrig før oplevet så meget på kun 30 dage Det vælter ind med oplevelser af forskellig slags. Alt fra håndbold træning med Lucas, min værtsbror ,basketball shopping, frikvarter i skolen , alverdens fester med Carol, restaurant besøg, hyggestunder med familien, grillfester, grineflip, samtaler med venner og mine værtsforældre , eftermiddage ved poolen, afslappede aftner , kirkebesøg, cykelløb med Rotary, og meget andet. Jeg nyder det og bliver hverdag præsenteret for noget nyt og stifter bekendtskab med nye mennesker. Som dagene går knytter jeg mig endnu tættere til mit nye hjem og til menneskerne omkring mig Jeg begynder at holde mere og mere af Brasilien og af mine brasilianske venner og familie.

Jeg har det virkelig godt . Især i min familie , hvor jeg i den grad føler mig hjemme. Mine værtsforældre hjælper mig med alt, elsker at snakke, høre om Danmark og mine oplevelser her i Brasilien. Derudover har hele familien en god humor og vi laver sjov med hinanden hver dag. Der bliver grinet og snakket hele tiden . En familie med stort hjerterum. Jeg af og til kan mærke små stik af hjemve, når jeg bliver træt eller det hele bare er alt for anderledes. Men har endnu ikke haft rigtig hjemve og trives super godt. Jeg er klar over det kan nå at komme men har heldigvis ikke været noget problem, overhovedet. Jeg savner min familie og vennerne i Danmark men på en god måde.

Jeg vil slutte af med at fortælle om min sidste weekend , jeg tilbragte i selvskab med andre udvekslingsstudenter fra mit distrikt. Vi er i alt 29 og kommer fra hele verden. USA, Canada, Mexico, Taiwan, Tyskland, Norge, Frankrig, Belgien og Danmark. Det var en super sjov og rigtig god weekend. Vi fik snakket , grinet, leget og alt hvad der hører til. Vi deltog alle i et talent show. Der blev sunget på engelsk, spansk, portugisisk. Danset til tysk, fransk og amerikansk musik . Os tre piger fra Danmark Agnete, Cathrine og jeg plus tre tideliger udvekslingsstudenter til Danmark, brillerede med et kanon dansenummer til Hot (nik og Jay). Vi fik lektioner i alverdens brasilianske danse, samba m.m.

Der var også mulig for at præsenteres os på portugisisk. Hvad vi hed, vores alder, hvor vi er fra , og vores by i hjemlandet. Aller er super rare, og håber vi skal mødes noget oftere.

Det var alt fra denne gang. En måneds oplevelser og starten på mit brasilianske eventyr kogt ned til ingen ting. Jeg har oplevet så meget, at det ville være helt umuligt at skrive alt ned. Jeg håber billederne kan give jer et indtryk af stedet, personerne og den altid gode stemning.

Min snap-chat er : nannanielsen16

Instagram : nanna160899

Kærligste hilsner og varme brasilianske tanker fra

Nanna